Glyngøre vandpark. Den største i Skandinavien.

Glyngøre Vandpark - hedder den flydende attraktion på nordsiden af Glyngøre havn. Glyngøre Vandpark er Skandinaviens største oppustelige vandpark. Parken er opbygget af 19 enheder som hoppepude, trampolin, rutsjebaner, klatrevæg og balanceredskaber, som er forbundet. Legepladsen er forankret med 18 betonblokke på hver godt 450 kg. De oppustelige dele er fremstillet i kraftigt gummi, med afstivende stringers i hulrummet for at skabe stabilitet.
Visionen var at skabe en legeplads med fysiske udfoldelser, som giver fortrolighed med vand samtidig med grin, latter og masser af bevægelse i frisk luft og rent vand på fjorden. Det må siges, at være lykkes.
Det er gratis at lege – hele dagen! Der må leges fra solopgang til solnedgang og det giver mulighed for timevis af sjov, leg og motorisk udvikling for børn og barnlige sjæle. Man får sandsynligvis både smilerynker, røde kinder og bliver fyldt med naturens eget lykkemiddel.
Glyngøre Vandpark søsættes i starten af juni hvert år indtil udgangen af august og ligger ca. 50 meter ude i vandet på nordsiden af havnen ud for Glyngøre Sejlklub på to-tre meters dybde. Det første stykke fra stranden kan man bunde, men de sidste meter skal svømmes, så vandparken stiller krav om, at børnene kan svømme 400 meter, og er barnet under 12 år, skal en forælder følge med. Passer vi godt på vandparken, forventer vi, at vi har glæde af den i mange år.
For sikkerhedens skyld er redningsvest et krav, og har man ikke en selv, kan den lejes for blot 30 kr. i SuperBrugsen ved indkørsel til havnen. Med i den pris er lån af en våddragt, hvis man har lyst til det.
Glyngøre vandpark blev tilvejebragt af frivillige kræfter og drives også af frivillige. Skive kommune, Fonde, lokale virksomheder og privatpersoner har gjort projektet økonomisk muligt.
Det er vores fælles ansvar at passe godt på legepladsen, og det er vores fælles ansvar, at ethvert besøg på legepladsen bliver en god oplevelse for alle. Så pas både på hinanden og legepladsen, så får vi glæde af den i mange år. Enhver benyttelse af vandlegepladsen sker på eget ansvar. Derfor opfordrer vi alle til at sætte sig godt ind i sikkerhedsreglerne, som fremgår af skiltene på havnen eller vandparkens facebookside.